Rødovre skal være klimarobust og grønnere

Rødovre skal være grønnere, bæredygtig og klimarobust. Jeg brænder for, at Rødovre fortsat skal være en grøn, bæredygtig og klimarobust by, som gennem langsigtet planlægning fortsat gøres mindre sårbar over for klimaændringer. Vi skal inddrage borgere, erhvervsliv og boligselskaber i forbindelse med de forskellige klimatiltag samt motivere til en energirigtig adfærd.

I den kommende Kommuneplan 2026 sætter vi ikke nye byudviklingsprojekter i gang. Samtidig vil vi begrænse fortætningen af boliger rundt om i kommunen. Vi sætter i stedet fokus på udvikling af vores kernevelfærd, optimering af kommunens infrastruktur og yderligere udvikling af grønne, rekreative områder. Vi planter fortsat mange nye børnetræer forskellige steder i byen, som vi har gjort i mange år.

Den grønne omstilling er lige så vigtig som velfærd.
Vi ønsker en grønnere by med flere træer, mere vild natur og nedbringelse af CO2. Vi vil være i front på den grønne dagsorden. Kommunens grønne områder skal være biodiverse, hvor det er muligt. Der skal arbejdes for flere grønne områder, som skal bruges rekreativt og fremstå, så borgerne får lyst til at benytte dem. Den kommende statsskov skal være et aktiv i den forbindelse.

Vand og spildevand.
Når det handler om vand og spildevand, skal vi være på forkant med reduktion af klimabelastning og ressourcespild.
Vi vil:
– Arbejde på at nedbringe vandspildet til under 5 pct.
– Arbejde med skybrudsikring af kommunen, så vi undgår oversvømmelser.
– Arbejde for at udbygge og renovere kloaknettet, så det bliver i stand til at klare de voksende belastninger.
– Udbygge LAR-projekter så mange steder som muligt overalt i kommunen.

Gode og alsidige boliger til alle.
Igennem livet oplever vi forskellige behov for boliger, og vores forskellige livssituationer fordrer forskellige boligformer.
I Rødovre skal der være gode kvalitetsboliger til rimelige priser for ganske ”almindelige” mennesker. Knap 50 pct. af boligerne i Rødovre Kommune er almene boliger. Vi arbejder for at give de almene boligselskaber gode muligheder for nybygning, fornyelse, udvidelse og for at opgradere til nutidige forhold, med respekt for de gode detaljer i det bestående. Der skal være trygt, hvor vi bor og lever.

Ud over mine egne mærkesager arbejder jeg selvfølgelig for, at så meget af den socialdemokratiske politik bliver ført ud i livet. Det sker med afsæt i vores lokale valgprogram for 2026-2029 udarbejdet af Partiforeningen i Rødovre. Læs mere her