Lighed i sundhed, tidlig indsats og stærk velfærd

I Socialdemokratiet tager vi ansvar for fællesskabet. Vores borgere skal kunne forvente, at samfundet er der, når man har brug for en hjælpende hånd. Derfor passer vi på vores ældre, vores børn, og arbejder for, at din hverdag er tryg.

Vores ældre har opbygget vores velfærdssamfund, og de skal altid kunne gå alderdommen trygt i møde. Jeg arbejder for, at Rødovre fortsat skal være en kommune med de bedste velfærdstilbud til vores ældre medborgere. Derfor vil vi bl.a. udbygge de faste teams i hjemmeplejen, så det prioriteres, at det er kendte ansigter, som kommer i borgernes hjem. Vores ældre skal opleve høj faglighed, nærhed og omsorg i mødet med hjemmeplejen og et liv på plejehjem. Jeg vil arbejde for, at plejehjemmene samarbejder med farmaceuter for at forebygge og håndtere polyfarmaci.

Da min mor fik Alzheimer, og ordene forsvandt i takt med sygdommen, blev musikken og dansen vores fælles sprog. Det skabte smil, erindringer og fællesskab. Det bandt os sammen. Jeg er optaget af, at vi understøtter fællesskaber med musik og dans, fordi det gavner den mentale og fysiske sundhed for alle (både unge og ældre).

Det blev et vendepunkt for mig, da et familiemedlem blev alvorligt syg, og hendes barn blev anbragt i familiepleje for mange år siden. Mødet med psykiatrien og systemet som pårørende og netværk blev en øjenåbner for mig. Jeg så en psykiatri, som ikke fungerede optimalt den gang. Jeg oplevede på egen krop, at pårørende ikke blev inddraget tilstrækkeligt undervejs.

For mig er det vigtigt med lighed i sundhed og tidlig indsats. Vi skal passe godt på vores børn, unge og ældre i udsatte positioner samt deres pårørende. De skal have den fornødne støtte og hjælp. Psykiatri og somatik skal sidestilles.

Hvert eneste barn, ung og familie som ikke trives, er en for mange. Indsatsen skal være forebyggende, rettidig og have afsæt tæt på barnet og den unges hverdag. Indsatsen skal følges til dørs, så barnet og den unge kan leve et velfungerende voksenliv efterfølgende. Vi skal sikre adgang til uvisiteret rådgivning for børnefamilier (MØD MIG for Børn) i Rødovre.

I dag har vi stadig udfordringer med brobygning mellem region og kommune og inddragelse af netværk og pårørende, selv om meget er blevet bedre. Med Region Østdanmark og Sundhedsrådet Hovedstaden Nord som skal forberedes og gøres klar til 2027 og årene frem, er der nok at tage fat på. Vi skal sikre lighed i sundhed, styrke det nære sundhedsvæsen og sammenhængen mellem kommune og region.

Den enkelte borger skal inddrages og opleve at få et sammenhængende forløb. Det skal ske med forebyggende og koordinerede indsatser med deltagelse af pårørende og netværk, hvor borgeren ønsker det. Der skal altid være hjælp at hente. Rødovre Kommune og regionen må samarbejde om, at ingen borger falder imellem to systemer.

Kommune og regionen skal arbejde tæt sammen, både når det gælder psykiatri og somatik. Jeg arbejder for større åbenhed om psykiske lidelser og afstigmatisering i vores samfund, og vi støtter den enkeltes mulighed for at få en god og tryg hverdag. Hvor vi tager afsæt i borgerens håb, selvbestemmelse og muligheder for at få et godt hverdagsliv. Ethvert møde med vores beskæftigelsessystem skal opleves som værdigt, meningsfuldt og sammenhængende.

Jeg er i marts 2025 udnævnt som lokal ambassadør for SIND Rødovre. Jeg skal også i år være med som frivillig og afholde juleaften for ensomme, udsatte og andre i Rødovre kommune. Det sker i kantinen i Ungecenter2610 den 24.december 2025 sammen med foreningen Jul i Rødovre.

Ud over mine lokale mærkesager arbejder jeg for, at så meget af den socialdemokratiske politik bliver ført ud i livet. Det sker med afsæt i vores lokale valgprogram for 2026-2029 udarbejdet af Partiforeningen i Rødovre. Læs mere her