En bæredygtig og grøn by

Byudvikling i Bykernen

Rødovre skal være grøn, bæredygtig og klimarobust. Vi skal i samarbejde med borgere, foreninger, erhvervsliv og boligselskaber udvikle vores by.

Jeg har altid holdt af at være i naturen, gå en tur på volden og i parken. Glædet mig til foråret, hvor alt på ny begynder at spire, og blomster står i fuldt flor gennem hele sommeren. Nydt efterårets smukke farver, hvor træerne mister bladene og til sidst står nøgne, mens vinteren nærmer sig. Årets cyklus med insekter, sommerfugle og smukke sommerfuglebuske. Elsket min lille have, da jeg boede i rækkehus, og nu min altan hvorfra der er udsigt til smukke buske og alverdens blomster i folks haver og på deres altaner. Alt sammen noget der er godt for øjet, miljøet og den mentale sundhed.

Jeg har siden 2014 været selvstændig ledelsesrådgiver og proceskonsulent i GLIFBERG PROCESSER. At gå fra at være offentligt ansat til at være selvstændig og være en del af det lokale erhvervsliv har givet mig en stor indsigt i, hvordan det er at drive virksomhed her i byen. For at vi skaber vækst, skal det være trygt og attraktivt at bo og drive virksomhed her i Rødovre. Derfor arbejder jeg for at sikre et godt og tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv, og at vi sammen udmønter vores ambitiøse erhvervspolitik. Så virksomhederne får gode og rimelige rammer for at drive virksomhed i Rødovre og dermed skaber gode jobmuligheder for borgere i Rødovre.

Jeg brænder for, at Rødovre skal være grøn, bæredygtig og klimarobust. Vi skal i samarbejde med borgere, foreninger, erhvervsliv og boligselskaber udvikle vores by. Jeg arbejder for miljørigtigt nybyggeri, og at udlægning af grønne områder indtænkes i forbindelse med byomdannelse. Der skal være mere beplantning af træer, biodiversitet og anden beplantning langs flere veje og stier. Vi skal afprøve forskellige LAR-løsninger.

Vi skal byplanlægge os ud af utryghed og kriminalitet. Samarbejde om at udvikle tryghedsskabende boligområder med stærke fællesskaber. Det skal være trygt at færdes, hvor vi bor, og hvor vi bevæger os rundt i byen. Vi skal have gode kvalitetsboliger til rimelige priser for ganske almindelige mennesker.