jobCAMP 23 – Beskæftigelsesindsats i verdensklasse!

I sidste uge var jeg sammen med Beskæftigelsesudvalget og embedsværket i Rødovre til KLs årlige jobCAMP i Aalborg. Generelt går det jo godt på det danske arbejdsmarked, og ledigheden er lav. Vi har dog en gruppe af unge, som enten ikke er i gang med en uddannelse eller i arbejde, og det skal vi selvfølgelig gøre noget ved, så vi kan få alle med ombord, og de unge bliver et del af et uddannelses- eller arbejdsfællesskab. Der var mange bud på, hvad vi kan og bør gøre fremadrettet.

I forhold til de unge var der et oplæg om de 18-24 årige i Danmark, som var interessant, og særligt hvordan vi kan give en bedre hånd i forhold til unge, som er udsatte i denne gruppe. 4 ud af 5 unge udenfor job og uddannelse kommer videre inden for kort tid – og som sådan er der ikke noget stort uforløst potentiale her.

Til gengæld står 1 ud af 5 udenfor job og uddannelse langvarigt eller tilbagevendende, altså 20% af de unge i denne aldersgruppe. Her er der helt oplagt et uforløst potentiale, som er værd at være nysgerrig på og arbejde videre med. Hvordan får vi styrket forebyggelsen og skabt et tættere samarbejde mellem familie-, skole-, social- og beskæftigelsesområdet, så vi langt tidligere end i dag får fat i de 20% unge, som er udsatte for langvarigt eller tilbagende at være udenfor job eller uddannelse – også i Rødovre?

Hvad tænker du, vi kan gøre konkret i Rødovre for at støtte unge i udsatte positioner, så de også bliver en del af uddannelses- og arbejdsfællesskabet?