Så er første halvdel af 2024 gået…

Vores sidste KB-møde inden sommerferien bød som altid på en række sager med betydning for vores lokalområde.

  • Forslag til Lokalplan 156 – Boligkvarteret ved Korsdalsparken, sag nr. 108. Lokalplanforslaget for kommende boligkvarter ved Korsdalsvej har til formål, at området kan omdannes til et bilfrit boligkvarter med private og almene boliger. Desuden fastlægges rammer og bestemmelser, hvis hensigt er at sikre, at planens bærende principper; Kvarterstien, Det grønne netværk og Klyngerne, bliver styrende for udviklingen af boligområdet, så området understøtter visionerne for såvel organiseret som uorganiseret idræt i hele lokalområdet. Der er nu en høringsperiode på10 uger fra juli-september 2024, hvor der kan indgives høringssvar på høringsportalen. Endelig vedtagelse af Lokalplan 156 er i november 2024.
  • DK2020 – Orientering om status på tværkommunal selskabsdannelse under HOFOR til etablering af solceller på kommunale bygninger, sag nr. 109. Selskabsdannelse under HOFOR til etablering af solceller på kommunale bygninger. Målet for samarbejdet er, at: 1) Identificere mulighederne og fastsætte rammerne for at HOFOR kan etablere et selskab, der kan hjælpe kommunerne med at sætte solceller op på de kommunale tage. 2) Gennemføre pilotprojekter med opsætning af solceller (København, Herlev og Rødovre). Samarbejdet er sat i verden for at tage et ansvar og bidrage til den grønne omstilling med lokal grøn strøm, herunder at udnytte energipotentialerne fra bygninger og skåne elnettet, samt at skabe synergi og stordriftsfordele ved at mange går sammen om at etablere et fælles selskab. Herudover skal indsatsen være en inspiration for borgere og virksomheder.
  • Budgetresolution om dokumentationskrav på dagtilbudsområdet i Rødovre Kommune, sag nr. 114. Dokumentationskrav på dagtilbudsområdet. Kommunalbestyrelsen vedtog med Budget 2024 en budgetresolution om ”en gennemgang af behov for dokumentation og dokumentationsarbejde på dagtilbudsområdet – med inddragelse af ledere og TR og erfaringsudveksling med relevante frikommuner”. Der er en række nationale krav til indsatser og dokumentation i forhold til ansættelsesret og arbejdsmiljøarbejdet. Dagtilbudslederne kan i vid udstrækning selv vælge de metoder, dokumentationsformer og værktøjer, de mener, der skal til for at leve op til lovgivningen, og som de mener vil bidrage positivt til netop deres praksis og kvalitet. Blandt dagtilbudslederne efterspørges generelt mere ensretning af metoder og dokumentationskrav på dagtilbudsområdet, da det aflaster ledernes indsats med at sikre kvalitet i forhold til kravene i den styrkede læreplan. Samtidig har de faglige organisationer, dagtilbudslederne og forvaltningen et fokus på ikke at bruge unødigt meget tid på dokumentation.
  • Afrapportering fra opgaveudvalget på digitaliseringsområdet, sag nr. 119. Opgaveudvalget på digitaliseringsområdet. Med vedtagelsen af budget 2023 besluttede Kommunalbestyrelsen at nedsætte et § 17 stk. 4-opgaveudvalg for digitalisering, der skulle bidrage med anbefalinger til, hvordan Rødovre Kommune kan realisere Digitaliseringsstrategi 2023-2026. Opgaveudvalget for digitalisering har nu afsluttet deres arbejde. Resultatet af arbejdet er tre overordnede anbefalinger for arbejdet med digitalisering i Rødovre Kommune, som er 1) mod til at prioritere, 2) udnyt potentialet i kunstig intelligens og 3) digitale løsninger som førstevalg. Dertil er der en række yderligere anbefalinger som følge af udvalgsarbejdet, som er samlet i en opdateret digitaliseringsstrategi for Rødovre Kommune.
  • Besvarelse af budgetresolution om indkøb, sag nr. 120. Budgetresolution om indkøb. I budget 2023 indgik budgetresolution om, at muligheder for at effektivisere kommunens indkøb skulle undersøges. Potentialet skal opnås samtidigt med, at den grønne profil styrkes, og serviceniveauet fastholdes. Effektiviseringen opnås bl.a. ved: 1) Udarbejdelse af en samlet udbudsplan for alle større fagområder, 2) Opbygning af en indkøbsafdeling med stærke udbudskompetencer, 3) Målrettet fokus på compliance – altså at kommunens indkøbsaftaler anvendes optimalt, både økonomisk og i forhold til klima og 4) Indgåelse og implementering af grønne og bæredygtige indkøbsaftaler i samarbejde med både interne og eksterne partnere.

Den samlede dagsorden fra KB-mødet den 18.juni 2024 kan ses her

Nu holder vi en velfortjent sommerferie. Til august starter alle møder op igen, Vi har 1.behandling af Budget 2025 den 28.august i Økonomiudvalget, så det bliver en travl sensommer, der går os i møde.

2024 er godt i gang!

Januar har været en travl politisk måned.

Jeg deltog i Kommunaløkonomisk Forum 2024 (KØF) i Aalborg. Der var mange gode faglige oplæg til videre inspiration, input og drøftelser, så vi sammen kan gøre det endnu bedre, end vi allerede gør i Rødovre.
Jeg var med i to temamøder: 1) Kunstig intelligens (AI) med dokumenteret effekt og 2) Mere ledelse, Mindre styring og Bedre velfærd.
Jeg hørte også et super godt oplæg af Helle Øbo. Hun talte om vigtigheden af fokus på at arbejde relationelt med borgerne, med henblik på afklaring af ressourcer og behov kan være en af vejene, når der skal tages hånd om udsatte borgere i en fremtid med knappe ressourcer.

Ligestillingskonference i Helga Netværket for socialdemokratiske kvinder på Christiansborg ligger også mit hjerte nær, og her var jeg igen med. Helga Netværket er optaget af ligestilling mellem kønnene og at få flere kvinder til at deltage i politik og i ledelse.

Den har også stået på møde i Beskæftigelsesudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen i Rødovre. Vi har gang i virkelig mange spændende politiske sager. Følgende blev bl.a. drøftet og vedtaget af en enig Kommunalbestyrelse tirsdag den 30.januar 2024:

Vedtagelse af lokalplan vedr. Agerkær og Ruskær, sag nr. 3. Lokalplanen skaber mulighed for en fortætning i det stationsnære kerneområde nordvest for Rødovre Station og den nye bydel Rødovre Port. Lokalplanområdet er beliggende i det store almene boligområde Milestedet, som i Kommuneplan 2022 er udpeget til ét af Rødovre Kommunes tre byudviklingsområder med særlig mulighed for at udvikle med fortætning og tilføjelse af nye tidssvarende boliger til blandede boformer, ejerformer og bygningstypologier. I høringsperioden er der indkommet 17 høringssvar. Høringssvarene har givet anledning til en række ændringer i lokalplanen.

Vedtagelse af lokalplan vedr. Gartnerbyen, sag nr. 4. På baggrund af, at antallet af børn i daginstitutionsalderen stiger i kommunen, er det besluttet at afsætte midler i Rødovre Kommunes budget til en daginstitution i Gartnerbyen. Planlægningsmæssigt er det mest hensigtsmæssigt at placere en daginstitution op mod Tæbyvej. Med denne lokalplan sikres mulighed for at planlægge for en daginstitution med op til 10 grupper i bykernen ved Teknisk Forvaltnings nuværende bygninger.

Oprettelse af Rødovre Ungeklimaråd, sag.nr.8. Ungeklimarådet skal give anbefalinger til politikerne, og kan arbejde med formidling og andre projekter, der er med til at udbrede klimadagsordenen. Ungeklimarådet består af 10-16 unge mennesker i aldersgruppen 13-25 år, der bor, uddanner sig eller arbejder i Rødovre Kommune. Anbefalinger leveret af ungeklimarådet indgår i den årlige evaluering af klimaindsatserne i Rødovre Kommune.

Solceller på kommunale bygninger, sag nr.10. Teknisk Forvaltning har undersøgt mulighederne for etablering af et selskab til administration af solceller på kommunale bygninger. Næste skridt er sammen med HOFOR og nabokommuner, at etablere et tværkommunalt selskab under HOFOR til driften af solceller på de kommunale tage.

Ny demenshandleplan, sag nr.16. Efter en omfattende medinddragende proces er vedtaget ny handleplan på demensområdet. Handleplanen har følgende fokusområder: 1. En nem indgang til kommunen for alle, som er berørt af demens, 2. Let adgang til støtte og vejledning uanset, hvor man er i forløbet, 3. Sammenhængende forløb og involvering ved flytninger og overgange, 4. Meningsfulde aktiviteter for borgere med demens og deres pårørende, 5. Tilbud og støtte til pårørende skal forebygge overbelastning og ensomhed og 6. Høj faglighed, aktuel viden og de rette kompetencer inden for demensområdet.

Etablering af butik m.v. på Campus Espevang, sag nr.17. Campus Espevang har fokus på uddannelse og beskæftigelse for borgere med en funktionsnedsættelse. De forskellige enheder på Campus Espevang producerer produkter som en del af den pædagogiske indsats og borgernes udvikling. I den forbindelse er det af stor værdi for borgerne, at de kan sælge deres produkter. Flere af borgerne vil kunne indgå i driften af butikken og ad den vej styrke deres kompetencer. Butikken spiller også en væsentlig rolle i at åbne Campus Espevang op for lokalområdet.

Understøttelse af iværksættermiljøet i Rødovre, sag nr.18. Der tages nu initiativ til en ny indsats for startups og iværksættere. Målet er at afdække kendetegn for eksisterende startups og iværksættere i kommunen samt komme med forslag til, hvordan man bedst kan understøtte iværksættermiljøet fremadrettet. Målgruppen er bredt defineret. Dels borgere med en god forretningsidé, som endnu ikke er etablerede, og dels helt nye virksomheder, som har behov for hjælp til konsolidering og udnyttelse af deres vækstpotentiale.

Du kan læse mere om vores sager på Kommunalbestyrelsesmødet fra den 30.januar 2024 her